At overleve undergang - en mosaik af eksistensens stemninger

Romanuddrag fra the Vertiellot Residence, trilogidel III.

Passage 1
Jeg overlever og skal nok komme mig og... opmuntrer de. Jeg skal igen blive et promenadeeksemplar af mennesket, eksemplarisk, til boulevarderne, ture i sndagstj og offentlig fremvisning. Det er sdt af dem. Og. En sammensvrgelse.
Man holder mig fangen, siger jeg, det er til dit eget bedste, siger de. Som standard.
Mine behandlere har forladt mig. Det er angst-provokerende. Dyb indnding og jeg vender mig om igen. Sdan, nu passer sderyg og mand igen sammen. I et sammenfald af design. Ro. Det er bedst. Jeg gr intet overilet. Jeg kan vre farlig. Str der i journalen. Den, jeg er forbudt indsigt i.

Passage 2
Dren er for lngst stngt. Hun har ngler. De klirrer p gangen. Selv lyden forvilder sig. Af metal. Gravet i jordens indre. Der, hvor ingen eller kun f kommer. Og grvlinger. Som i nat-dyr.
{...}
Det er efter sigende svrt at finde en dygtig psykiater; jeg tnker, det er endnu svrere at finde en duelig patient. Man ved de eksisterer, alts dygtige psykiatere, man har hrt om dem. - En uforudset dag beskikkes man en, og lettere befippet sprger man sig selv, hvad i alverden stiller jeg op med sdan en?

Passage 8
Vicenzo: Jeg slr ham ihjel. - Som I alle tre har.
Thiebaut: Jeg har ikke drbt ham.
Vicenzo: Slet ihjel, det har I, Thiebaut, Finnley, Ethan, og det folk som I slet ikke kender. Tilfldige, s -
Finnley: - S hvad? Stop! Inden du forhaster dig, inden du begynder med, at det personlige mord er bedre eller tilladeligt.

Passage 11
S: At vre sig bevidst, er en svr disciplin. Srligt dden og ddens komme. Og derfor, netop derfor, er pen et af de fornemmere vben: med prcision, touch, og elegant glider den gennem kroppen og lige s ubesvret ud igen. Sledes at et menneske str tilbage, vgen; i stase af tid-rum, vidende, at i de nste minutter vil blodet pible, som drber lber ned ad en regnvejrsrude, man betragter verden gennem, i konturer og kontraster, er por