Smederim og brokker

Jeg er allergisk overfor digte. Jeg har gjort mange forsg p at f noget fornuftigt ud af dem, men det er aldrig lykkedes. De siger mig simpelthen ikke noget. I dag er det s fremskredent, at jeg gr i sort, nr jeg ser et digt. Det er det, jeg kalder allergisk.
Det er egentlig lidt mrkeligt, for jeg har det ellers godt med ord og bogstaver. Jeg elsker at lege med dem. Lser bger i stakkevis og skriver meget.

Skriveprocessen ligger i faste rammer for mig. Det udspringer altid af en id, jeg har fet om noget, jeg synes, er s vsentligt, at det skal skrives ned. Det er for s vidt hurtigt overstet. Det er frst bagefter, det egentlige arbejde begynder. Det er jo slet ikke ligegyldigt, hvordan man fr forklaret sig. Det tager tid at finde den rigtige rytme og de rigtige ord. Man stirrer sig hurtigt blind p sin egen tekst. S er der ikke andet for end at gemme den vk nogle dage. Net s vidt kan jeg kigge p den med nye jne. Rette til. Gemme vk. Nye jne ... Den cyklus gentages, indtil jeg kan lse teksten med nye jne, og sige, det er sdan, det skal vre.
Overskrift, opstning og eventuelle billeder kan jeg bruge lang tid p at nrkle med. Det synes jeg faktisk, er nsten lige s vigtigt som teksten. Det er jo det, der skal fange lseren og give lyst til at forst budskabet.

Nu kommer s det rigtig spndende. Det er, nr jeg beslutter mig for, at andre skal lse teksten. Allerede ved den beslutning, finder jeg sandsynligvis p nye rettelser. Ellers m jeg overlade til andre, at flde dommen - med tak til.
S lser jeg igen teksten, for nu er der garanteret noget mere, jeg skal have rettet. Gemme vk. Rette til.
P et tidspunkt skal jeg beslutte om teksten stadig holder, ellers ryger den i brokkassen.

I modsat fald havner den mske i denne bog!