telos

Jeg har med mine elever blandt andet arbejdet med emner som klimakatastrofer, masseudden og meteornedslag p Jorden.

Tunguska-hndelsen i Krasnojarsk i Sibirien i 1908 gav anledning til en del eftertanke. Tilsvarende, selvflgelig, nedslaget ved Yucatn for 66 millioner r siden. Og hypoteserne omkring Mnens tilblivelse.

En af eleverne spurgte: ' - men, Anders, vil det s sige, at vi bare er sdan noget - krims-krams - der kravler rundt p en tilfldig - sten - , som tumler formlslst gennem Universet?'

Jeg overvejede en opbldning af hendes udlgning, men endte med at mtte svare: 'Ja!'

En anden elev spurgte, om der var en vre grnse for, hvor store sdan nogen meteorider kunne vre. Svaret er, at hvis vi taler om meteorider i kredslb om Solen, s er definitionen, at de er mindre end smplaneter - alts mindre end Pluto og Mnen.

'Hvad nu, hvis den ikke kommer fra Solsystemet, men kommer udefra?' ville han s vide.

S mtte lreren jo tnke sig lidt om, og han nede frem til, at med mindre vi taler om en vildfaren stjerne, s kan den ikke vre meget strre end Jupiter. Men et planetlignende objekt p strrelse med Jorden eller Neptun kunne man vel godt forestille sig.

Det er inspirerende at vre lrer. Man lrer selv ofte lige s meget som eleverne. Hvilket frte til nrvrende bog. Jeg hber, den vil give en forstelse af, hvor enestende vores Jord er. Og at det ikke er en selvflge, at vi fortsat kan opverleve her.

P den anden side: Det br ogs vre beroligende, at der ikke er noget der tyder p, at det vil g helt s galt som i historien her.